Printvenlig version

Urininkontinens

Hvad er urininkontinens?

Urininkontinens betyder ufrivillig vandladning. Der er forskellige former for urininkontinens. Nogle mennesker har generelt svært ved at holde på urinen og skal pludseligt tisse mange gange i løbet af dagen og natten. Det kaldes overaktiv blære eller urgeinkontinens. Hos andre er det kun et problem, når de er fysisk aktive. Det kaldes stress-inkontinens.

Hvad gør jeg, hvis jeg er urininkontinent?

Du bør tale med din læge om problemet. Før du går til lægen, kan du eventuelt lave et væske-vandladningsskema. I skemaet noterer du, hvor meget du har drukket, hvor meget du har tisset, og i hvilke situationer du ikke har kunnet holde på vandet. Lægen vil også undersøge dig for andre sygdomme og vil eventuelt se på den medicin, du får. Lægen vil vurdere, hvorfor du er urininkontinent på baggrund af undersøgelserne og skemaet.

Hvad skyldes urininkontinens?

Urininkontinens kan skyldes:

• Overvægt
• Rygning
• Dårlige drikke- og toiletvaner
• Operationer i underlivet eller tarmene
• Sygdomme (fx bronkitis, forstoppelse, blærebetændelse, sygdomme i hjernen og nervebanerne samt kræft)
• Overgangsalderen (på grund af nedsat produktion af kvindeligt kønshormon)
• Medicin (fx vanddrivende medicin)
• Slap bækkenbundsmuskulatur efter fødsler
• Nedsunken blære eller livmoder.

Hvad er behandlingen for urininkontinens?

Behandlingen er forskellig, alt efter hvad der ligger til grund for din inkontinens. Behandling af den tilgrundliggende sygdom, vægttab eller rygeophør kan i nogle tilfælde være løsningen.

Ved stress-inkontinens er bækkenbundstræning ofte den bedste behandling. Lægen kan også vælge at behandle med medicin med stoffet duloxetin (Yentreve).

Ved overaktiv blære bør man også forsøge sig med bækkenbundstræning. Det virker dog sjældent så godt som ved stress-inkontinens. Man bør også ændre sine drikke- og toiletvaner, hvis de er uhensigtsmæssige.

Endelig findes der forskellige typer medicin mod overaktiv blære:

Antikolinerg medicin

Antikolinerg medicin omfatter medicin med tolterodin (fx Detrusitol), trospiumchlorid (fx Spasmo-lyt, Spasmoplex), solifenacin (Vesicare), darifenacin (Emselex), flavoxat (Urispadol) eller oxybutynin (Kentera). Medicinen virker ved at forhindre, at blæren spontant trækker sig sammen.

Bivirkninger ved medicinen kan være:

• Mundtørhed
• Hurtig hjerterytme
• Forstoppelse
• Påvirkning af øjets evne til at fokusere.

Tricykliske antidepressiva

Tricykliske antidepressiva – i daglig tale tit kaldet TCA - har også vist sig at kunne virke mod ufrivillig vandladning, især om natten. Et eksempel er medicin med stoffet imipramin. Medicinen virker ved at hæmme den natlige dannelse af urin. Børn, der tisser i sengen om natten, kan også have gavn af medicinen.

Medicinen kan dog have alvorlige bivirkninger i form af hjerteforstyrrelser. Derfor bruges den sjældent.

Antidiuretika

Antidiuretika er en betegnelse for medicin, der virker ved at nedsætte dannelsen af urin. Medicinen bruges til børn og voksne, der ikke kan holde på vandet om natten. Medicinen findes som næsespray, næsedråber eller tabletter og indeholder stoffet desmpressin (fx Minirin, Minurin og Desmopressin).

Bivirkningerne kan være for lavt indhold af natrium i blodet og væskeophobning i kroppen.

Kvindeligt kønshormon

Hvis du er kvinde i overgangsalderen, kan lægen vælge at behandle med kvindeligt kønshormon. Det kan være medicin med hormonerne estradiol eller estriol til indføring i skeden. Medicinen virker ved at styrke slimhinden i blære og urinrør, og ved at styrke urinrørets lukkemuskel.

Bivirkninger ved medicinen kan være:

• Hovedpine
• Kvalme
• Mavesmerter
• Brystspændinger
• Udflåd/blødninger
• Svamp i skeden.

Du eller/og lægen bør rutinemæssigt undersøge dine bryster, da det endnu ikke har været muligt at afvise, at der er en lille risiko for at udvikle brystkræft ved brug af medicinen.

Lægen vurderer, om behandlingen har hjulpet, når du har taget medicinen i en periode. Nogle kan nu klare sig uden medicin, andre skal fortsætte og endnu andre bør henvises til en specialist.

Institut for Rationel Farmakoterapi, 24. april 2006

Til toppen