Institut for Rationel Farmakoterapi medicinmedfornuft.dk
 kontakt
 oversigt
 links
 nyhedsbrev
Lægemiddelstyrelsen - Institut for Rationel Farmakoterapi

Du er her: Forside Den bedste behandling Børn og medicin Astma hos børn

 Allergi
 Astma og rygerlunger
 Børn og medicin
 Centralnervesystemet
 Diabetes
 Hjerte og blod
 Insekter og mider
 Kvinder og medicin
 Overvægt
 Rygestop og alkoholafvænning
 Smerter og gigt
 Mave, tarm og stofskifte
 Søvnløshed
 Mænd og medicin
 Virus og bakterier
 Vitaminer og mineraler
 
Printvenlig version Printvenlig version

Astma hos børn


Fakta om astma hos børn

Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn. Ca. hver 10. har astma i 15 års alderen, og heraf har langt størstedelen allerede symptomer før 5-års alderen.
Ca. en tredjedel af alle små børn får dog langvarig hoste med pibende vejrtrækning, astmatisk bronkitis, flere gange, og en stor del af disse børn får senere konstateret astma.

 

Hos børn under 2 år er årsagen til astmatisk vejrtrækning oftest virusinfektioner. Modsat er det ofte allergi, der er årsag til astma hos børn over 5 år - især over for husstøvmider og pelsbærende kæledyr. To ud af tre børn med astma over 5 år har allergi, også kaldet høfeber.

 

Det er vigtigt, at børn får en effektiv behandling for astma for:

 

  • at undgå varig skade
  • at undgå at sygdommen udvikler sig
  • at begrænse sygelighed og sygefravær for både børnene og deres forældre 
  • at sikre normal trivsel, udvikling og aktivitetsniveau.

 

Forudsætninger for en effektiv behandling af astma er en korrekt diagnose og et kendskab til faktorer, som kan forværre sygdommen. Behandlingen bør desuden medføre færrest mulige bivirkninger og være tilpasset barnets og familiens ressourcer.

 

Herunder kan du læse om symptomer og test af astma hos børn:


 

Symptomer på astma

Børn med astma har ofte anfald af åndenød med hvæsende, pibende vejrtrækning og hoste. Børnene kan dog også have kroniske symptomer, som består i:

 

  • nedsat aktivitetsniveau
  • hoste om natten
  • langvarig hoste i forbindelse med forkølelser
  • hoste/åndenød/hvæsen ved anstrengelse.

 

Hvis barnet kun hoster, er det sjældent astma.

 

Symptomer på astmatisk bronkitis

Hos børn under 3-års alderen er astmatisk bronkitis karakteriseret ved pibende, hvæsende vejrtrækning i forbindelse med luftvejsinfektion. De fleste børn med astmatisk bronkitis vokser fra symptomerne inden 3-års alderen. Børn har størst chance for at vokse fra astmatisk bronkitis, hvis de kun oplever symptomerne få gange og i mild grad. Børn som oplever symptomerne hyppigt samt i svær grad og/eller har børne-eksem (atopisk eksem) eller høfeber har stor risiko for vedvarende symptomer (= astma). Det gælder især, hvis forældre eller ældre søskende har astma.

 

Test for allergi ved varige astmasymptomer

Børn bør blive testet for allergi, hvis de har vedvarende astmasymptomer, der kræver behandling. Det gælder:

 

  • Alle større børn med astma
  • Småbørn der har svære/vedvarende symptomer og vedvarende behov for at få behandling med inhalationssteroid (medicin som forebygger anfald, og at sygdommen bliver værre)
  • Børn som også har andre allergier.

 

Man vil ofte bruge en hudpriktest til at kontrollere, om barnet har allergi. Hvis det ikke kan lade sig gøre, eller hvis lægen ikke kan tolke resultatet, kan lægen supplere med en blodprøve, som muligvis kan vise, om barnet er allergisk. Det vil især være relevant at tage en blodprøve på små børn, hvor reaktionen ved priktest ofte er mindre.

 

Hos danske børn med astma er det næsten altid relevant at teste for allergi mod:

 

  • Husstøvmider
  • Hund
  • Kat
  • Evt. skimmelsvampe
  • Andre pelsdyr barnet er i kontakt med.

 

Der er ingen aldersgrænse for, hvor tidligt man kan teste børn for allergi. Småbørn skal dog ikke testes for allergi, hvis de udelukkende har astmatisk bronkitis med lette symptomer, der kun optræder i perioder. Man bør ved det enkelte barn vurdere, hvilke allergener, det er relevant at teste for.

 


Læs om behandling af astma hos børn her.


Institut for Rationel Farmakoterapi, 4. februar 2004.


Til toppenTil toppen

Institut for Rationel Farmakoterapi - Axel Heides Gade 1 - 2300 København S - tlf. +45 44 88 91 21 - E-mail: irf@dkma.dk